Af Hans-Christian Vindum Pettersson, valgmenighedspræst
Markusevangeliet 4,3-9:
”Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.” (©Bibelselskabet, Den autoriserede af 1990)
For tiden er vores årlige medlemsundersøgelse Naturlig kirkevækst i gang. Og som altid er jeg spændt. Den giver et billede af menighedens trivsel; hvad vi bør fokusere på, og hvad vi bør fejre. Formålet er, at fremme den naturlige vækst vi, som troende og som menighed, må forvente. Tanken er den samme som i Jesu lignelse om sædemanden. Gud sår ødselt sit budskab, for at det skal blive til vækst. I hver enkelt og i menigheden. Det er meningen, at vi skal vokse i tro, håb og kærlighed til Ham; I indbyrdes hengivenhed; I åndens frugter; I tjeneste og samfundsengagement; Og selvfølgelig i antal nye troende.
Medlemsundersøgelserne har før korrigeret min opfattelse af, hvor jeg troede vi var, og været retningsgivende for, hvad vi har givet fokus. Det, forventer jeg, sker igen. Det ønsker jeg faktisk. For ja, det er Gud der sår og bringer vækst, men som lignelsen siger, og landbrugskyndige sikkert kan bekræfte, så kan vi øge vækstbetingelserne, og det begynder med at vide, hvor vi skal sætte ind.
Uagtet at jeg ikke kender undersøgelsens resultater, så forventer jeg, at tidens forandringer kommer til at spille ind. Vi har oplevet store forandringer i verden og vores menighed de sidste år. Og 2023 bliver vidst ikke anderledes. Forandringer kan være væksthæmmere og vækstfremmere. De gør noget ved os. For nogle skaber de usikkerhed, måske tilbageholdenhed, så fokus bør ligge på at opbygge relationer. For andre er de energiudløsende, så fokus må være at udforske nye muligheder. Begge reaktioner må vi have for øje. Jeg er især nysgerrig på, hvad Gud har i vente – hvilke stier han vil føre os af.
En sti er allerede blevet afsløret, tror jeg. Et intensiveret fokus på, at vi bygger menighed sammen. Det er ikke bare et fængende slogan, det handler om vores selvforståelse. Hvem vi er, og hvad der samler os som menighed. ÅVM er vores alles; der er ikke a- og b-hold; vi har alle en plads, en funktion og et ansvar. For vi er som lemmer på en krop, som grene på Kristustræet. Og væksten hæmmes først rigtigt, hvis nogle ikke ser deres betydning og visner hen. Vi er en kirkefamilie, hvor alle tjener og tjenes. Med forskellige funktioner, muligheder og gaver, der skal sættes i spil. Den selvforståelse tror jeg, forandringerne kan fremme.
En anden sti, som jeg tror, at Gud vil føre os af, er, at vi som kirke er formålsdrevet frem for persondrevet. Gideon Rachmans bog: ”The Age of the Strongman” blev sidste år kåret til årets bedste af flere magasiner og var en øjenåbner for mange. Han gennemgår, hvordan vi igen er i en tid, hvor stærke (mandlige) ledere får medvind og formår at skabe en ’kult’ omkring sig. I en usikker tid er det ikke mærkeligt fra et psykologisk synspunkt. Mange søger stærke ledere for sikkerhed, fremgang og retning. Men på mange måder beskriver Rachman en tendens, som vi længe har set i kirker. Karismatiske ledere. Celebrity-præster. Store personligheder, der fylder meget. Både Tim Keller og Rick Warren, der ironisk nok selv er berømte præster, har påtalt det som en farlig tendens, at kirkesamfund i højere grad samles om store præste-personligheder, frem for at lade formålet være samlingspunktet.
Senest hørte jeg Rick Warren, der i 2022 gik af som præst for Saddleback Church, dele ud af sine erfaringer efter 42 år. Rick plantede menigheden med sin hustru i deres hjem i Californien i 1980, og da han fratrådte var den vokset til 30.000 medlemmer, fordelt på 4 kontinenter med over 500 ansatte. Der var mange guldkorn i interviewet, men det var især hans svar på, hvordan en kirke kan være sund og i vækst på den lange bane, jeg hæftede mig ved:
” You have to be purpose driven, not personality driven. Personality driven means, when you’re gone attendance falls off, when you’re gone offerings fall off. (…). I believe I have been enriching the soil, so that it ought to grow no matter who takes over. (…). What I don’t want it to do, is go to nothing. If it went down after me, it would mean that it was more personality driven than I thought. Nothing would thrill me more than for Saddleback to grow.” (Carey Neuwhof Leadership Podcast, CNLP 467, 4. januar 2022)
Det var opløftende at høre en gudbenådet kirkeleder have større hjerte for kirken end for ego og eftermæle. En kirke, som er bygget op omkring en central leder frem for Jesus, der ved Ånden samler og sender os, vil implodere, eksplodere eller fragmentere under forandringer. Fristelserne og faldgruberne bliver næsten uimodståelige for både leder og menighed. Men hvis det som samler og sender, er formålet, så kan menigheden forblive sund, i vækst endda, også under forandringer og i usikre tider.
Det formål, som jeg ønsker skal samle og sende os i ÅVM, er at være en luthersk-karismatisk-missional menighed, at være ”Med Gud for Aarhus”, at være et indbydende og varmt kirkefællesskab for alle og at formidle Guds kærlighed til medmennesker. Det kan vi gøre på mange måder, også i forandringsfulde tider. Og deri tror jeg, at vi har gudgivet identitet, formål, forankring og fokus, som kan holde under alle forhold.