Hvorfor kan du kalde ÅVM for din familie?
Jeg har ikke kommet i kirken ret længe, og alligevel har jeg bare oplevet at rigtig rigtig mange, er kommet hen og sagt velkommen i kirken, og sagt at de er glade for, at jeg er startet der. Det har varmet rigtig meget og gjort at jeg har følt mig meget velkommen – så tak for det.
Hvilket dyr minder du mest om og hvorfor?
Jeg ved ikke helt hvilket dyr jeg minder om… I forhold til udseende, ligner jeg nok mest en løve. Men der er nok også primært på grund af mit røde krøllede hår. Når det er slået ud, kan det godt ligne lidt en manke.
Beskriv din arbejdsdag i ÅVM
Det er lidt vanskeligt at beskrive min arbejdsdag, da jeg næsten ikke kender den endnu.. Har arbejdet i stillingen i en måned, og da det kun er 12 timer i ugen, er det jo ikke så meget. Men indtil videre har jeg brugt en masse tid, på at sætte mig ind i diverse systemer, lister, kartoteker og dropbox-jungler. Ellers er dagen fyldt med gode kollegaer og dejlige tidebønner. Jeg er sikker på, at jeg bliver rigtig glad for mine arbejdsdage i kirken.
Hvem er din favorit bibelperson og hvorfor? (Jesus gælder ikke)
Jeg er ret pjattet med Moses for tiden. Især det stykke, hvor Gud kalder ham til at lede israelitterne ud af Egypten. Jeg synes det er vildt, at Moses virkelig ikke selv tror på, at han er god nok til opgaven, og at han synes Gud skal vælge en anden end ham, og at Gud alligevel insisterer på, at det er Moses, der skal gøre det. For mig er Moses et symbol på, at Gud kan og ønsker at bruge alle til at bygge hans rige.
Hvad var den sidste bommert, du lavede?
Jeg kan ikke lige huske hvad den sidste bommert har været, men jeg kan da fortælle om en for et stykke tid siden. Jeg var en gang til en koncert, hvor jeg troede, at opvarmningsbandet var det ’rigtige’ band, og sagde til min mand ’Jeg troede de så anderledes ud’. Det var endda et band, som jeg var ret vild med.. så det var ret pinligt!
Hvad er din yndlings lovsang og hvorfor?
Jeg er lige lidt dristig og vælger en salme i stedet, jeg elsker nemlig, ’Hil dig frelser og forsoner’. Jeg synes bare den er så stærk og næsten majestætisk at synge. Det minder mig lidt om en nationalsang, og jeg bliver rørt næsten hver gang, jeg synger den. Den er dog ret lang, så desværre gider folk ofte ikke at synge den hele.
Hvad bliver du aldrig god til?
Jeg bliver nok aldrig typen, der er god til at arbejde på tom mave, eller i det hele taget bare, have en tom mave. Det kan min familie og min mand, i hvert flad også skrive under på. En gang, efter at have snakket i telefon med både min mor og min søster, sagde min mor ’Virkede det ikke som om, der var noget galt med Anna?’ til min søster, der svarede ’Jeg tror bare hun var sulten’.
Jeg bliver virkelig irriteret og kort for hovedet, så jeg har næsten også altid lige noget slik eller nogle pastiller i tasken, i tilfælde af, at jeg går sukkerkold.
Hvordan ser din fredag aften ud?
Mine fredage aftener indebærer næsten altid følgende:
Lækker mad – Næsten altid hjemmelavet
Rødvin – Dyr eller billig, det gør ingen forskel
Min skønne mand – Kan skiftes ud med min søster eller en veninde
Og så noget i TV’et – Enten en serie med plat humor eller et af de ’rituelle’ Dr’s fredagsprogrammer, som VERSUS eller X-faktor.