Hvorfor kan du kalde ÅVM for din familie?
Jeg er kommet i ÅVM lidt over 1/3 del af mit liv. Her har jeg mødt min kone, vi blev senere gift her og vores to børn er døbt her. I ÅVM har jeg fået venner for livet. Næst efter mine forældre er det relationer i ÅVM, der har lært mig mest om hvem Gud er.

Hvilket dyr minder du mest om og hvorfor?
Mit navn betyder noget i retning af “Ørn der flyver over skoven” – egentlig ret sejt synes jeg!

Beskriv din arbejdsdag i ÅVM
Kl. 8.29 styrter jeg ind ad døren på Mjølnersvej, svedig og forpustet efter cykelturen fra Risskov. Jeg snupper min bibel og guitaren, løber ind i kirkesalen og leder lovsang til morgenbønnen. Herefter er der lidt småsnak i køen til kaffeautomaten, mens jeg indstiller mig på dagens program. Der går en del kontortid med mailskriverier og telefonsnak, hvor jeg relaterer til over 100 frivillige fra menigheden hver uge. Jeg bruger også tid på møder med stab og frivillige, planlægning af lovsang til gudstjenester og events, samt sangskrivning. Jeg tager hjem igen ca. kl. 15.00. Ud over min kontortid arbejder jeg 1-2 hverdagsaftener med huddles, lovsangsøvere eller møder med frivillige. Hver anden weekend har jeg gudstjenester, events eller Kantoriet.

Hvem er din favorit bibelperson og hvorfor? (Jesus gælder ikke)
Det er måske lidt for oplagt med David, men jo – det må være ham. Tænk at han skrev de lovsange som Jesus sang!

Hvad var den sidste bommert, du lavede?
Da jeg fulgte Claus Meyers råd om at bruge ansjoser til at salte en ellers yderst lækker og tidskrævende pastaret. Øv det var dumt!

Hvad er din yndlings lovsang og hvorfor?
Jeg synes John Mark Mcmillans “How he loves us” er fantastisk! Med dens sanselige og voldsomme beskrivelser af Guds kærlighed og dens enkle, næsten banale omkvæd – “Han elsker os”. Ellers synes jeg egentlig også “Ud af mørket” er ret go’ 🙂

Hvad bliver du aldrig god til?
Detaljer

Hvordan ser din fredag aften ud?
Burgere og fredagsslik. Konen og jeg starter en go film, hun falder i søvn og jeg slutter arbejdsugen med et lille glas. Det kan også sagtens være vi bruger vores fredag aften sammen med venner – men det er stort aldrig planlagt mere end et par dage i forvejen og med så kort varsel er det næsten kun David og Sara der har tid 🙂

Arvid er lovsangsleder og leder lovsangsskolen Kantoriet. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *