Af Svend Stokbæk
MAF arbejder hver dag på at nå ud til de 962 millioner mennesker, som lever uden ordentlig adgang til sundhedsvæsnet, uddannelse og den kristne kirke.
I MAF arbejder vi på, at mennesker, uanset hvor de bor, kan blive mødt i deres livsnødvendige behov og mærke Guds kærlighed til dem. Vores målgruppe er fattige mennesker, som bor i isolerede landområder uden tilstrækkelig adgang til sundhedsvæsnet, uddannelse og den kristne kirke.

På verdensplan udgør de ca. 962 millioner mennesker. Det er de mennesker, som MAF, verdens største humanitære flyselskab, er sat i verden for at hjælpe, give håb og vise evangeliet i handling og ord. Vi flyver ud til de mest isolerede egne af verden. På grund af manglende veje og infrastruktur er det ofte den eneste måde, hvorpå mennesker kan få hjælp i rette tid.
Hvordan hjælper MAF?
MAF flyver til mere end 1000 lokalsamfund i 24 lande, og MAF’s 117 fly er et vigtigt bindeled mellem de mest isolerede egne og resten af verden. Vi arbejder i partnerskab med en lang række organisationer for at kunne tilbyde den rigtige hjælp.

Det er læger og sygeplejersker, som flyver ud, hvor der ingen klinikker eller hospitaler er. Det er akut syge, som flyves på hospitalet, og vacciner som garanteres sikker transport til landområder. Det er præster, som flyver ud for at forkynde evangeliet. Det er bibler så mennesker selv kan lære Gud at kende, samt materialer der fragtes til vandboringer, skolebyggerier og meget meget andet.
MAFs arbejde i Danmark
Her i Danmark samler vi penge ind til arbejdet for at være med til at sikre, at ingen står uden vigtig hjælp, fordi de ikke har råd. Derudover sender vi personale ud til opgaver, hvor det giver mening. Vi har i øjeblikket to danske familier udsendt til Papua Ny Guinea.

MAF har et landskontor i Aarhus, hvor vi deler faciliteter med Youth For Christ (YFC). Faktisk har vi også startet en ungdomsafdeling, MAF CoPilot, som en lokalgruppe under YFC.
MAF CO-PILOT er et fællesskab af unge med fælles ønske om at tjene verdens fattigste og isolerede. Vi arbejder på at inspirere og invitere unge til at engagere sig i udviklings- og missionsarbejde gennem events og rejser. Målet er at flere unge må dele MAF’s vision om, at isolerede mennesker i mindre udviklede områder af verden må blive forandret af Guds kærlighed.
MAF sætter stor pris på at være indsamlingspartner og kunne være med til at sætte fokus på global mission. Du kan læse mere om MAF her