Af David Viftrup
I efteråret kørte ”Lad os tale om tro” kampagnen afsted over hele Danmark. Kampagnen bestod i første omgang af en hjemmeside, med samtalevideoer, hvor danskere talte sammen om eksistentielle emner som tro, håb og kærlighed.
Det blev dog reklamevideoerne, der blev sendt på de sociale medieplatforme, der blev den primære kampagne. Her blev delt klip af kendte personer, der talte om tro. Resultatet blev at 1,9 mio. danskere så en video fra kampagnen, hvilket først og fremmest skyldes brugernes lyst til at dele indholdet med andre.

Efterfølgende har Lad os tale om tro – kontoret fået det uafhængige analyseinstitut “Wilke” til at undersøge folks erfaring med at tale om tro. Her var det specielt tallene hos de unge, der overraskede.
Efter lanceringskampagnen var slut, var der 63 procent af Danmarks
unge, der havde talt om tro. Et overraskende højt tal, som man dog også havde kunne registrere før kampagnen. Men andelen af dem, som havde gjort det inden for den sidste måned, var steget til 66 procent, hvor det før kun havde været 48%.
Der er tale om en bevægelse blandt unge, som der genfindes overalt i de lande, vi normalt sammenligner os med. En ny, stor undersøgelse i Sverige kaldet Ungdomsbarometret viser en forandring i forhold til tidligere tiders opløsningstendenser: De unge bliver mere optaget af det, der binder os sammen, og som er større end vores egne følelser – og troen fylder mere.
I England har man registreret et markant fald i antallet af unge, der definerer sig som ateister. Og herhjemme undrede det digitale medie Zetland sig for nylig over, hvordan de unges foretrukne sociale medie, TikTok, får mere og mere indhold fra unge, danske kristne, der taler om tro, som de taler om deres aftensmad.
Alt i alt er det super spændende. I Aarhus arbejder ÅVM sammen med andre kirker i byen på at følge op på vores ”Lad os tale om tro” event i Musikhuset i 2024 med forskellige mindre events på caféer rundt i byen, og forhåbentligt også et nyt større event sidst på året.
Samtidig prøver vi løbende at inspirere til at åbne samtalen omkring tro med vores relationer, og lære at forstå hvordan dynamikkerne er omkring disse samtaler, så vi bedst muligt kan understøtte dem.