Af David Viftrup
Forestil dig et øjeblik, at du sov hen og kom op til himlen, og stod ved himlens porte. Jeg ved, at det er en lidt karikeret måde, at forestille sig himlen på, men prøv at alligevel at lege med et par minutter. Ved portene står et par engle, og de stiller dig spørgsmålet: ”Hvorfor bør du kunne komme herind?”. Hvad ville du umiddelbart svare? Prøv at tænke efter, hvilke 2-3 svar, der kommer først til dig.
Ofte kommer vi til at lede efter svar, hvor vi svarer i første person. Altså med fokus på, hvad vi selv har gjort. Men svaret må altid findes i tredje person. Nemlig på hvad Jesus har gjort. Det er det han har gjort for os i påsken, der gør, at vores relation til Gud er blevet genoprettet, og vi har fået direkte adgang til ham.
At det er Jesus, der er den afgørende faktor, mærker vi meget konkret i en af påskens sidehistorier, som vi skal kigge nærmere på. I Luk. 23,39 står der: Den ene af de forbrydere, som hang der, spottede ham og sagde:” Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Men den anden satte ham i rette og sagde: ”Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette, vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Og han sagde: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: ”Sandelig siger jeg dig. I dag skal ud være med mig i paradis.”
Man kan lige forestille sig den specielle situation ved himlens porten senere på dagen. Røveren kommer op til portene, og englene stopper ham og spørger lidt ind til ham, for at finde ud af hvem han er, og om han bør komme ind. “Hvilken kirke kommer du i? Tror du på retfærdiggørelsen af tro? Har du bedt meget gennem livet? Hvilke gode gerninger har du lavet? Og så videre, kunne være nogle af spørgsmålene. Manden vil til englenes store forvirring og frustration ikke kunne svare på nogle af spørgsmålene.
Forestil dig så, at englene til sidst, lettere frustreret, spørger: ”Men hvorfor i alverden, skal du så komme ind?” Hvortil manden svarer: ”Manden på det midterste kors sagde jeg kunne komme.”
Manden havde ikke anden mulighed, end at pege på Jesus. Det var alt, han vidste. Han havde ikke nået at gøre noget i hans liv, der på anden måde skulle kunne retfærdiggøre noget. Dermed hjælper han os tilbage til påskens hovedpointe. At det er Jesus, gennem hans død og opstandelse, der frelste os. Og ikke andet.
Det er et fantastisk og frigørende budskab, som vi må hjælpe hinanden med at holde fast i, og bede om tilgivelse for, når vi nogle gange, ofte ubemærket, får sat os selv ind, som den afgørende faktor, der har gjort forskellen.