Kronik af Sara Dahlmann
Jeg lider af en slem synsfejl. Den er medfødt. Faktisk er den arvelig, og den gør, at jeg er rigtig dårlig til at orientere mig. Ved et synstjek for nylig, ville optikeren dog ikke engang være bekendt at sælge mig nogle briller. Synsfejlen sidder nemlig på mit indre øje!
Vores hjertes øjne ser ikke den objektive sandhed; om verden, om os selv, om Gud.Det er en medfødt synsfejl, der sidder på vores hjertes indre øje. Derfor tager vi forskellige briller på som mismodets eller depressionens briller, overmodets eller ligegyldighedens briller, barmhjertighedens eller taknemlighedens briller.
Lovsangens Briller
Lovsangen eller taksigelsen er som de par briller min optiker ikke kunne give mig. Lovsangen er et par briller, som kan hjælpe os med at orientere os igennem livet og se, hvad der er sandhed. Jeg ved for eksempel, at når jeg starter mit ugentlige bønnemøde med at lovsynge, så bliver de bønner der følger anderledes end, hvis jeg bare beder ud af mit eget syn på verden, mig selv og Gud.
Lovsangens briller bringer mig i overensstemmelse med Guds sandhed. Ja, du er god og barmhjertig, ja, du er min Far, ja, du kan gøre det umulige muligt, ja, du elsker min kollega. Disse sandheder glipper så let for mig, og derfor er det vigtigt for mig at meditere og proklamere, hvem Gud er og så tilslutte mig denne sandhed blandt andet i lovsang.
Disciplin eller åndelig medicin
De flestes erfaring er nok, at fællesskabet kan noget særligt når det gælder lovsang. Musikken og fællesskabet sætter en ydre ramme for os, så det ikke kræver vores særlige individuelle initiativ. Dog er der nogle, der er gode til at synge lovsang derhjemme, i badet, til ipoden eller med guitaren. Lad os være disciplinerede i at bruge de daglige former for lovsang, som hjælper os til at tilbede Gud i det daglige.
Som meget andet her i livet, er det lettere sagt end gjort. Der er både min egen dovenskab og modvilje at kæmpe med og dertil kommer en usynlig åndelig modstand mod Guds rige. Det er nok ikke uden grund at kong David beordrer sig selv i Salme 103: Min sjæl, pris Herren. Glem ikke hans velgerninger. Jeg har sunget grådkvalte lovsange henover madpakkerne tidligt om morgenen, fordi jeg ved at det er den eneste hjælp mod mit mismod. Eller bevidst sat mig for at takke for alt, hvad jeg kan komme i tanke om, for at korrigere for mit hjertes synsfejl. Derfor er lovsang ligesom bøn, bibellæsning, motion og andre goder vaner en disciplin, som ikke kun kan være lystbetonet, men som bærer os gennem livet, både når det vi bobler over og når det føles som en kraftanstrengelse.
Husk at en stor del af Salmernes Bog er klagesange og dette tæller også som lovsang. For som med alle discipliner eller vaner i vores liv, hvis de først er etablerede er det straks nemmere at være disciplinerede omkring dem. Lovsang er en disciplin, men det er også nydelse, hvor jeg glemmer mig selv og smager, hvor god Gud er. Jeg indtager og drikker hans tilgivelse, hans skønhed, hans hellighed, hans glæde, for i lovsangen trækker vi på Guds ressourcer som er af en helt anden verden.
Opfordring: Meditér evt. over Brorsons salme O Gud, hvor er du mer end skøn (DDS 16) . Eller Grundtvigs Giv mig Gud en salmetunge (DDS 4), som bl.a. er en meditation over lovsangens kraft i vores liv.