Kære alle sammen
Hvor er det dejligt, at vi kan øjne lys forenden af tunnelen. Det virker til, at vi langsomt men sikkert bevæger mod lempelser i restriktionerne, så vi igen kan være sammen som menighed.
Tak for al jeres medleven i hinandens liv på afstand, deltagelse i onlineevents- og gudstjenester, feedback på det vi får skabt, og masser af skulderklap til stab og frivillige gennem de sidste måneder. Det er værdsat.
Nye muligheder for fællesskab
Den første åbning, som vi får gavn af er, at det nu er muligt at mødes igen udenfor op til 25 personer, hvis det gælder aktiviteter, der er arrangeret af offentlige myndigheder, organisationer, foreninger, virksomheder eller kulturinstitutioner. I denne kategori regnes vi som menighed.
Dette betyder, at Teenklub og Frisbee åbner op igen, og vi, til dels, kan arrangere udendørs aktiviteter som mindre fællesskaber i menigheden. Er du interesseret i dette, så kontakt undertegnede omkring hvilke muligheder der findes.
Ny hjemmeside på vej
Det er efterhånden en kendt sag, at vores nuværende hjemmeside er ved at være en gammel sag. Vi her derfor gennem en del tid, søgt efter muligheden for at få etableret en ny side, med nyt og tidssvarende design og tilpasset den mobile verden. Siden jul har vi arbejdet intensivt på den, og forventer at kunne launche den i løbet af foråret. Det er David Mortensen, Andreas Bevan og Daniel Østerby, der driver arbejdet fremad. Vi glæder os til vi alle kan få gavn af den.
SommerOase i ÅVM
Corona eller ej, så er vi er i gang med at planlægge SommerOase i ÅVM. Vi tror på, at det er den helt rigtige vej som Dansk Oase har valgt omkring SommerOase i år, da usikkerheden omkring det store arrangement er for stor, og vi samtidig havde rigtig gode oplevelser i sommers med mulighederne omkring SommerOase online og rundt i landet.
Det betyder, at vi i hvert mindre fællesskab i ÅVM skal tage stilling til, hvordan vi vil koble os på. Sidste år gav det sig udtryk i to primære tilgange
- Mødes med klyngen/fællesskabet på en lejr/campingplads eller lignende, og deltage i Dansk Oases onlinetilbud i samspil med egne planer og muligheder
- Deltage i SommerOase i ÅVM på Mjølnersvej, hvor vi kobler os på prædikener og undervisning fra Online SommerOase, men selv skaber møderne med lovsang, mødeledelse m.m. og laver sociale events rundt i Aarhus.
Har du brug for mere info om Dansk Oases tilbud i løbet af sommeren så tjek det her
Håber I alle får en dejlig weekend.
†David Viftrup
Daglig leder