Af Jane Baumgartner
Torsdag den 6. marts startede fastelavnsfejringen til familiegudstjenesten.
Fra ved 16-tiden indtog de første prinsesser, farlige dyr, politibetjente og superhelte caféen til fastelavnsboller og de mange meget fantasifulde kostumer blandt både børn og voksne blev beundret.

Det dygtige lovsangsband havde fundet alle de gode sange og rytmer frem, som handlede om, at uanset om vi er små eller store; stærke eller svage – så er vi faktisk lige, som vi skal være; elskede og villet af Gud. Som altid var de dygtige børne-sangere med på scenen!
Herefter fulgte den helt traditionelle tøndeslagning. Der var heldigvis slik inde i tønderne – og ikke nogle katte. Der var tre tønder til børnene – og der blev kæmpet hårdt for at få slået hul. Konge- og dronningekroner blev uddelt, og mens børnene spiste vingummi, stillede de voksne op til spisning.

Det krævede nogle lange borde at få bænket de godt 80 deltagere.
Humøret var højt hele vejen igennem – gode snakke fandt sted henover bordene og i legerummet; børnene hyggede sig og susede rundt i hele kirken – andre fandt ro over duplo og tegnesager i Mini-kirken.
Igen oplevede vi et stærkt og åbent fællesskab blandt både børn og voksne.
Vi glæder os allerede til næste familiegudstjeneste, som er den 10. april 2025 – hvor vi vil have påsken på programmet. Tænk gerne over, om du har en familie eller nogle børn i din nærhed, som har brug for et favnende fællesskab – fyldt med omsorg. For så er familiegudstjenesten et godt sted at dumpe ind i!
Glædelig fastetid!