Af Kristin Krøgh Westh

Nu skal jeg endelig snart af sted!

Jeg hedder Kristin, jeg er medlem af ÅVM, og jeg har i de seneste år forberedt mig på at blive udsendt af Wycliffe Danmark til et fransktalende land i Afrika.

Wycliffe Danmarks vision er, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Det er faktisk mere relevant, end man skulle tro, for der er i dag stadig 985 sprog i verden, som Bibelen ikke findes på, og hvor der ikke er igangsat Bibeloversættelsesarbejde endnu.

Billede fra en ortografi-workshop i Den Demokratiske Republik Congo

Det dækker over 29,34 millioner mennesker, der endnu ikke ved, at Gud taler deres sprog! Mange flere har kun adgang til dele af Bibelen på deres modersmål, og det vil jeg gerne være med til at gøre noget ved.

For når mennesker kan læse Guds ord på deres modersmål, så oplever de også, at han ikke bare er en eller anden fremmed Gud, men han er også deres Gud. Og særligt for minoritetsfolk betyder det virkelig meget, at Gud taler deres sprog.

Jeg bliver udsendt fra ÅVM på søndag ved 10-gudstjenesten til tjeneste i bibeloversættelsesarbejdet i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.

Der tales 208 sprog i Congo, og for over 150 er Bibelen endnu ikke oversat endnu. Jeg skal indgå i et team af sprogkyndige, som arbejder sammen med forskellige oversætterteams og vejleder dem i den sproglige del af arbejdet – fx at udvikle et skriftsprog, så de kan komme i gang med en skriftlig oversættelse af Bibelen, og at analysere og beskrive deres sprog, så oversætterne bliver bevidste om, hvordan deres sprog fungerer og kan udarbejde en oversættelse, der er tydelig, naturlig og nem at forstå.

Jeg glæder mig til at arbejde med på at give flere mennesker i DR Congo mulighed for at læse Bibelen på deres modersmål!

Indtil for et par uger siden var planen, at jeg allerede sidst i marts skulle flytte til Bunia i DR Congo, hvor Wyciffes partnerorganisation SIL Eastern Congo Group er baseret. Pga. af uroligheder i området, må flytningen til Bunia dog udskydes, mens vi ser tiden an.

Vi er nogle med tilknytning til Bunia, der hver aften kl. 20 Bunia-tid (det er i øjeblikket kl. 19 dansk tid), der, hvor vi er, beder for fred i Bunia og Congo. I er alle meget velkommen til at bede med.

Læs mere om mig og støt mit arbejde her. Jeg håber, vi ses på søndag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *