Sidst vi hørte fra ÅVM internationals var i februar, hvor vi hørte om visionen og fik en opdatering på, hvad Gud havde lagt Sara og Keld på hjertet. Dette var bl.a. bøn, og hvordan det havde resulteret i flere deltagere. Så blev menigheden inviteret til at være med til ÅVM Internationals Community. Vi har nu interviewet Keld, og spurgt ind til, hvad der sker i denne tid.
Hvad har I haft gang i i foråret med jeres community og med jeres team?
Jamen i efteråret 2017 begyndte vi jo at kalde folk til bøn hjemme hos os hver onsdag aften. Der dukkede forskellige folk op fra menigheden, og over tid dukkede der også nogle internationale op, som gerne ville være en del af vores fællesskab. Derefter stoppede nogle af dem fra menigheden, som primært var med som bønnestøttere. Så besluttede vi ved årsskiftet at gå ind i den næste fase, og starte et slags klyngefællesskab. Det har vi så haft siden foråret i vores hjem, hver anden onsdag, og det har fungeret ligesom andre mindre fællesskaber i menigheden – vi lovsynger, beder sammen, og læser i Guds ord. Vi har brugt Dwelling in the Word, som er en let måde for folk lige kort at dele deres tanker. Nogle har været der hver gang, og andre deltager en gang imellem. Så er der en del internationale, som ikke er med mere, fordi de er rejst hjem igen. Vi har både haft folk fra Argentina, England, Australien, USA, Norge, Finland, Afrika og Slovakiet. De har været Expats, som man kalder det, når man bor i Danmark for en tid, for at læse, forske, eller arbejde. Så er der også deltagere, som er mere fast bosiddende i Danmark.
Så hvor mange deltager i ÅVM Internationals lige nu?
Af dem der er udlændinge, er der kun et par stykker, sådan to-tre stykker. Men her efter sommerferien, får jeg mails hver uge fra folk, som er på vej til Aarhus, der finder os på nettet eller har hørt om os. Det er typisk studerende. Vi oplever, at man hurtigere kommer ind i intimiteten i lovsangen, eller lærer folk at kende, fordi alle er lidt i samme båd. Man ved, at man ikke har 10 år til at blive en del af et fællesskab. Det er noget af det, jeg synes er attraktivt ved det – at alle er i samme båd, og er her en vis tid, og har brug for at lære nogle at kende.
Hvad har været det mest givende indtil videre ved ÅVM Internationals?
Det har været at lovsynge sammen med folk fra vidt forskellige lande og baggrunde, det gør altid et stort indtryk. Det synes både Sara og jeg. For os peger det på, at tilbedelsen og bønnen stadigvæk står helt centralt, og selvom vi ser folk første gang, så beder vi for dem og så videre. Vi spørger ikke ind til, om de tror eller ej, det kan de selv fortælle om, hvis de vil. Men vi er tilstede som et trosmiljø. Så har jeg i foråret også haft fokus på at gøre ÅVM mere “international friendly”
Hvad vil det sige at være “international friendly”?
Det handler om skiltning, at have bibelteksterne på engelsk ved gudstjenesterne, og det handler om at oversættelserne fungerer. Nu har vi faktisk fået sponsoreret et helt nyt oversætteranlæg. Det betyder, at vi ikke kun har 10 sæt nu, men 50 sæt med en hel anden kvalitet. Jeg har oplevet, at én havde forsøgt at blive en del af vores fællesskab her i december. Først dukkede han op den weekend der var årsmøde på det forkerte tidspunkt, fordi gudstjenesten med de 9 læsninger var kl. 15. Så dukkede han op på en klyngesøndag, og der var heller ikke noget. Så det man må prøve at forstå, hvor svært det er, når man lige er landet i byen, og ikke er alt for god til engelsk og slet ikke kan et ord dansk. Jeg har prøvet at tage de briller på, og se på vores menighed. Hvordan er det at være ny i den her menighed, og samtidig helt ny i det her land? Det er sårbart, fordi man ikke kender det danske sprog eller den danske kultur.
Nu afholder I snart den første internationale gudstjeneste – hvordan kommer den til at se ud?
Gudstjenesten bliver kl. 13, og både lovsang og budskab kommer til at foregå på engelsk. Så tror jeg det er fair at sige, at der bliver et enkelt og tydeligt fokus på Jesus.
Gudstjenesten den 23. september bliver den første ud af tre i efteråret, hvoraf de to andre ligger i oktober og november. De kommer alle til at være kl. 13, og varer ca. en time eller mindre. Tanken er, at der kommer til at blive et “social space” i overlappet mellem 10-gudstjenesten og den internationale. Så skal skal vi muligvis ikke have nadver hver gang, men alt det skal vi selvfølgelig have afprøvet. Efter de tre gudstjenester mødes vi i teamet og evaluerer om, hvordan det gik, og i december laver vi istedet for en gudstjeneste sådan noget “carolsinging” – et engelsk inspireret julearrangement.
Jeg vil særligt gerne invitere folk fra 16-miljøet, der ønsker at bygge fællesskab med de internationale. Måske være med på teamet, starte en celle med de internationale, eller bare i første omgang være med til gudstjenesterne. Det er dog meget vigtigt for os at sige, at det at være en del af teamet ikke betyder, at man ikke længere er i 16-miljøet. Tværtimod de studerende vi har, går jo også til gudstjeneste kl. 16, og der har vi netop brug for nogle til at bygge bro ind i 16-miljøet. Så de skal endelig henvende sig, dem der brænder for det.
Hvis man har lyst til at hjælpe til på gudstjenesterne, kan man bare melde sig til et område, og man må også meget gerne invitere folk, man kender med.
Udover de tre gudstjenester – Hvordan kommer jeres efterår til at se ud?
Vi fortsætter med at mødes hver anden onsdag med ÅVM Internationals Community. Mit håb er, at vi på et tidspunkt kan inddele folk, der er her længe nok, i nogle smågrupper. Menigheden må meget gerne bede for projektet, bede for teamet og den kommende gudstjeneste. Men først og fremmest må folk gerne bede for de internationale, der er i byen, om at de må finde os og finde fællesskab.