Nyt fra daglig ledelse

 

Frivillig fredag

I dag er det fredag, og derfor er det tid til Frivillig Fredag på Mjølnersvej 6. Det gør, at der kommer ekstra mange på kontoret i dag, og dagen starter med fælles morgenmad, lovsang og undervisning. Der er fem på frivillig stab, der fast giver en arbejdsdag om ugen til ÅVM. Det er 4 mere end for 5 måneder siden, og den frivillige stab repræsenterer nu et helt årsværk. Fedt 🙂 Derudover er flere tilknyttet i kortere perioder og deltager om fredagen

Lederkickstart

Igennem de sidste 2-3 år er der flere, der har startet klynger og celler op. Derfor oplever vi et stort behov for at få etableret et trænings- og udrustnings tilbud til disse ledere, for at sikre, at de får de nødvendige værktøjer og indsigter, der skal til for at kunne stå i den opgave de har taget på sig. Første skud på dette er opstart af vores ”lederkickstart-forløb”, som er et koncentreret træningsforløb over 6 uger, der giver en grundlæggende viden om det at lede mennesker og fællesskaber. Det er for dig der enten er i gang med en ledelsesopgave i ÅVM eller er interesseret i at undersøge ledelsesopgaven nærmere. Se mere på https://aarhusvalgmenighed.dk/index.php?id=1040

Hvem deler jeg min tro med?

På staben er vi begyndt at udfordre hinanden på den faktor, der var mindst i vores Naturlige kirkevækst undersøgelse for 10 miljøet, nemlig ”behovsorienteret evangelisation”. Det gør, at vi løbende stiller hinanden spørgsmål, der øger vores bevidsthed omkring vores vaner om at dele evangeliet med andre. ”Hvem kunne jeg dele mit vidnesbyrd med?”, ”Hvem viser interesse for min tro?”, ”Hvor har jeg oplevet at kunne hjælpe andre, der har behov for hjælp?” er nogle af de spørgsmål, vi stiller os selv. Lettere udfordrende, men stillet på en opmuntrende måde, hjælper til at modarbejde, at vi får lukket os om os selv, og får skabt en enklave på M6, der ikke er i samspil med resten af verdenen. Måske kunne de samme spørgsmål stilles rundt i alle vores fællesskaber?

Forfulgt!

En af vores nye partnere omkring global mission er Open Doors, der arbejder for den forfulgte kirke rundt i hele verden. Dem kommer vi til at møde for første gang i år d. 22. marts, hvor vi afholder de 2 gudstjenester under temaet ”Forfulgt” i samarbejde med Open Doors. Det bliver med prædikant fra den forfulgte kirke og inputs, der giver en dybere forståelse for de forfulgte kristnes situation. Efter gudstjenesten vil der være fællesspisning.

På vegne af daglig ledelse

David Viftrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *