Af Hans-Christian Vindum Pettersson, valgmenighedspræst
Jeg sidder i kirkens cafe og kigger på vores fællesskabsvæg. Foran mig har jeg min bedeliste over ægtepar jeg har viet og børn jeg har døbt. Så mange forskellige fællesskaber: familier, klynger, smågrupper og alt det andet som jeg ser foran mig. Så mange forskellige, berigende og afgørende mødesteder. Jeg er overbevist om, at det med fællesskab er vigtigt, for mennesker generelt, og specifikt for kristne der vil leve med Jesus. Og alligevel er tilvalget af fællesskab ofte svært.
På den ene side er mange i Danmark ensomme. Både hos børn, unge, voksne og ældre er ensomhed et sundhedsmæssigt opmærksomhedspunkt. Måske har du selv erfaret det.
Men på den anden side er faste, nære fællesskaber ikke i høj kurs. Flere af os foretrækker det uforpligtende møde, at ”melde sig interesseret”, men ikke binde os. Og det er der flere grunde til.
En af grundene er, at vi ikke har overskuddet til det på grund af en hverdag med for høj intensitet. Hvis vi lever efter de uofficielle kriterier for ’samfundssind’, så lader vi arbejdslivet være dér, hvor vi investerer det meste af os selv, hvilket kan fylde kalenderen og udmatte sindet. Så er det klart, at uforpligtethed bliver behovet i resten af tilværelsen – aftener og weekender inklusive. Og det faste nære hverdagsfællesskab såvel som en søndag til gudstjeneste bliver svært at prioritere. For den slags kræver at man investerer tid, energi og prioriterer det. Det gælder både parforholdet, ægteskabet, forælder-barn-relationen, interessefællesskabet, og ikke mindst det nære åndelige fællesskab. Det virker kun, hvis vi prioriterer det fast og regelmæssigt.
En anden grund er nok den fremherskende ubeslutsomhed, frygten for at gå glip af noget bedre ved at vælge til. At lade sig styre af frygten for at gå glip, forhindrer den dyrebare erfaring af at være kendt og med til at skabe fællesskab for andre.
Men det er ringe grunde til ikke at prioritere hinanden. Det er ikke bare sundt for os, det er ikke bare en åndelig disciplin, hvorved vi kan erfare Guds kærlighed, det er faktisk en del af livet med Jesus.
Han kommer selv med et voldsomt løfte i Matthæusevangeliet kapitel 18,20: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Jesus er tilstede, når vi med åndelig hensigt mødes. Han vil lytte og være nærværende på en særlig måde der. Hebræerbrevets forfatter opmuntrer ved at sige:
”lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” (Hebr 10,24-25).
Lad os prioritere de nære, faste, brogede, tidskrævende fællesskaber. Her kan vi nogen gange erfare, at andre opbygger, yder omsorg, trøster, støtter, irettesætter, holder os op på vores værdier, tilgiver og hjælper os ind i et liv i tilbedelse. Her kan vi andre gange opleve at vi gør det for andre. Hvis vi altså er der.
I dag takker jeg for de mange typer fællesskaber i ÅVM og beder til at de må opbygge mennesker og pege i Guds retning. Jeg er glad for beder også for at flere må få øjnene op for værdien af fællesskabet, og at vi som menighed kan skabe plads til flere, som her kan møde Gud og møde hinanden.