Af David Viftrup

Over den sidste måneds tid har jeg flere gange været nede på frivillighuset i Aarhus og serveret mad for 100 ukrainske flygtninge. Et møde med mange mennesker, som er blevet revet ud af deres hverdag og splittet fra store dele af deres familier. De er blevet sat ind i en ny verden og kultur med helt andre muligheder og ressourcer, end dem de stod med for bare 2 måneder siden. 

Hos alle flygtningene mærker jeg en stor taknemlighed for hver lille del, vi kan hjælpe dem med. Måltidet er afgørende for sundhed og trivsel, og det kan skabe møder med andre mennesker. Samtidig ved jeg, at det stadig kun er en lille del af, hvad der skal til for at få en hverdag til at køre, og for at de kan føle sig hjemme. Så på samme tid som jeg oplever, at vi kan hjælpe, kan jeg opleve mig magtesløs over for den store udfordring. Men når vi hver især hjælper med en lille del, så skaber det samlet set den store og nødvendige hjælp.

I den første måned er der i Aarhus skabt et stort og unikt samspil mellem kommune, virksomheder, frivillige organisationer og kirker, der alle ønsker at bidrage til udfordringen og arbejder sammen om det. Kirkernes sociale arbejde, som ÅVM er en del af, sidder blandt andet med i en taskforce i kommunen omkring flygtningesituationen. Her er vi med til at se behov, skabe løsninger og mobilisere og koordinere kræfterne i kirkerne i Aarhus. Barrieren mellem kirker og kommune bliver i disse dage endnu mindre, og vi kommer endnu tætter på at kunne bære med i de sociale opgaver i Aarhus i samspil med kommunen. Dette tror jeg varer ved på den lange bane også. 

Tak for alle jeres bidrag ind i den nuværende situation. Vi har samlet ca. 43.000 kr. ind til hjælp til ukrainske flygtninge over den sidste måneds tid, og mange af jer bidrager på mange andre måder i jeres nærmiljø. Det har stor værdi. 

Diakoniteam

I ÅVM har vi i februar netop opstartet et nyt diakoniteam. Vores fokus bliver at støtte og øge synligheden om det diakoni, der allerede sker i ÅVM, hente inspiration fra andre projekter og på sigt udvikle diakonale projekter, som ÅVM kan tage ansvar for over de kommende år. Med i teamet er Charlotte Astrup, Ida Ellerbek, Jeppe Carlsen, Samuel Svendsen, Britta Carlsen og undertegnede.

Har du hjerte for at bidrage mere til diakoni så tag fat i os. Har du hjerte for, at vi hjælper ind i et konkret behov, som du har set, så kom og del det med os. Vi brænder for, at diakonien får endnu større plads i vores fællesskab, og at kaldet om at hjælpe vores næste får betydning i vores daglige valg som enkeltpersoner og som menighedsfællesskab.

Lige nu er vi taknemlige over at mærke menighedens hjerte i den akutte situation omkring Ukraine. Der er så mange, der byder ind og tilbyder at hjælpe. Tak for det. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *