Af Jane Baumgartner
Søndag den 26. oktober 2025 mødtes en dejlig flok i Himmelrummet til et fælles møde mellem ledere og forældre i børnekirken.
Efter introduktion og oversigt over alle børnekirkens mange grupper og ledere, tog vi en god snak om, hvordan vi bedst som kirke og familier kan understøtte børnenes vandring gennem livet, hvor troen og fællesskabet bliver stærke ressourcer, der kan holde til hele livet.
Jeg vil særligt fremhæve to ting fra vores snak:
Vi talte om muligheden for at lave en fælles lejr for hele børnekirken – en lejr, hvor alle vores børn og teens er inviteret og hvor menigheden fælles bakker op om at skabe en uforglemmelig weekend med både tro og trivsel i fokus. Vi vil konkret arbejde videre med den idé – og håber, den kan realiseres i løbet af 2026.
Herudover drøftede vi også muligheden for at skabe bro mellem hjem og kirke med deling af små tips til hverdagsliv med Jesus i centrum fx gennem nyhedsbreve, videoer eller andet – til inspiration og til opmuntring til at have troen med konkret ind i den enkelte families hverdag. Hvis nogen sidder med en enkel praksis, der fungerer – så kontakt mig endeligt; så kan det være, det er noget, der skal deles med andre til gavn og glæde.
Til sidst bare lige en kæmpe tak til alle forældre og ledere der så trofast lægger sig i selen for at arbejde positivt med på at vores børn og teens lærer Jesus at kende og finder sig til rette i fællesskaber rundt om i børnekirken!

