Af Winni Møller Jensen

Endnu engang er parkurset ”7 dates” blevet afholdt over 7 mandage i ÅVM – denne gang med 15 deltagende par.

Kurset foregår i Aarhus Valgmenighed, hvor en gruppe af arrangører sørger for opdækning med rødternede duge ved 2-pers. borde, mad og drikke og servering samt baggrundsmusik til maden, så man bare kan møde op som deltager og hygge sig med sin partner over et hyggelig måltid mad efterfulgt af inspirerende oplæg senere på aftenen. ​

Oplæggene, udviklet af Alpha, vises som videoer på storskærm på engelsk med undertekster med eksempler fra menneskers virkelige liv. Undervejs i oplægget er der mulighed for at tale uforstyrret sammen ud fra forskellige spændende spørgsmål og øvelser undervejs.

Målet med 7 dates er at skabe gode relationelle vaner, som kan hjælpe par med at vokse tættere sammen og sikre, at parforholdet vokser hele livet igennem. Kurset er for alle par, ikke bare dem som har problemer, men også for dem, som gerne vil udruste parforholdet til fremtiden.

Parrene får nogle redskaber til at bryde dårlige vaner, tackle udfordringer og hjælp til at tale om ting, som kan være svære – men vigtige at dele med hinanden. Man vil også blive opfordret til at fortsætte dialogen hjemme fra gang til gang og praktisere, hvad man har fået indsigt i.

Vi er 4 par – Anne Marie og Peder, Iben og Morten, Mette og Vagn og Winni og Ole fra samme smågruppe, som afvikler “7 dates” i ÅVM. Udover os er der flere andre par og personer, som trofast har hjulpet med på enkelte aftner, så vi har kunnet afviklet kurset ca 1 gang årligt sammen. Til hver aften er der et af os par, som indleder aftenens oplæg og deler lidt hverdags-parliv ud fra aftenens emne.

Vi mødes hver gang kl. 17 i kirken og starter forberedelserne. Alt er klargjort og tilredtelagt til når deltagerne kommer, så de ikke behøver at gøre andet end at tage en velkomstdrink, og sætte sig ned til deres borde i kirkesalen og koncentrere sig om hinanden.

Vi regner med at afholde 7 dates igen efter nytår engang. Som man måske kan fornemme, vil vi varmt anbefale det til ethvert par, der har delt liv lidt tid!

Vi er stadig 3 par, som glæder os til at afvikle 7 dates mange år endnu, mens nogle gerne vil tage en velfortjent hvil fra tjansen, så vi kunne godt bruge fx et par mere i tovholdergruppen, samt lidt flere hjælpere til at byde ind med at lave aftensmad eller dessert til en aften.

Skulle det være noget for jer, kan I bare skrive til Winni på 51211615 og høre nærmere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *