Kære venner,

Vi lever i en tid, hvor usikkerheden råder. Nyhederne fyldes af konflikter, kriser og bekymringer kan hobe sig op. klimaet, krigene, konflikter og en verdensorden i opbrud. Men for mange af os er kriserne mere personlige og tæt på. Krisen er tæt på, i familien, i arbejdslivet, i vores kroppe. Midt i usikkerhederne må vi spørge: hvad er den rette vej for mig og for os?

Og mange forsøger at navigere de rørte vande alene. Men Gud inviterer os til at give slip på den byrde og det ansvar og i stedet søge ham og hans vejledning, hans veje.

Jeg vil gerne her dele et ord med jer, som særligt er til os der oplever at have svært ved at finde vej – hvad enten det er som familie, på arbejdspladsen eller andetsteds. Guds ord siger: “Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.” (Ordsprogene 3,5-6).

Det kan være svært at finde ind i den relation i den travle hverdag og sætte tid af til at justere vores kompas efter Guds vilje. Derfor vil jeg opfordre dig til at komme med på BERØRT d. 4.-6. april – næste weekend. Her har vi en fantastisk mulighed for at træde ud af hverdagen og søge Gud sammen. I lovsang, i forkyndelse, i oplæg, kunst og i forbøn. I måltidsfællesskab og i samtaler. Vi forventer, at Gud vil møde os med sit nærvær, sin nåde og sin kraft. Konkret er vi i planlægningsgrupperne blevet mindet om at Gud er den der leder og sætter retning for sit folk. Da Israel vandrede gennem ørkenen, gik han foran dem som en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten.

“Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at lede dem på vejen, og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat.” (2. Mosebog 13,21)

Gud forlod dem aldrig, men viste dem vej, selv når de ikke forstod, hvor de var på vej hen. På samme måde vil Gud lede os i dag. Vi vil bruge weekenden på som fællesskab at søge Gud og lade ham oplyse vores vej.

Måske står du et sted i dit liv, hvor du har brug for vejledning. Måske oplever du en søgen efter svar, erfaring af Guds nærvær og kærlighed – at få en dybere relation med Gud. Måske er du bare nysgerrig efter at se, hvad han vil gøre i os og igennem os. Uanset hvor du er, så er du velkommen. BERØRT er for alle, der længes efter mere af Gud.

Vi tror, at Gud ikke kun har vejledning til os som enkeltpersoner, men også til os som kirke. Vi står i en verden, der har brug for lys, sandhed og håb. Gud kalder os til at være hans folk, til at lytte til hans stemme og til at gå i hans fodspor. BERØRT bliver en weekend, hvor vi sammen kan søge hans vej for os selv og for vores fællesskab.

Tilmeld dig i dag og kom med i forventning! Lad os søge Gud sammen og lade ham vise os vejen i denne tid.

Du kan tilmelde dig her

Kærligst

Hans-Christian

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *