Af Maria Kjær Jensen, teamleder og koordinator
Torsdag den 24. august 2023 holdte duoen ‘alt det der drukner’ release-koncert i Aarhus Valgmenighed. Duoen består af Peter Viftrup Højlund og David Skarsholm. Med sig på scenen havde de i dagens anledning tre dygtige musikere, som – med duoens egne ord – løftede koncerten til et andet niveau, end de to kunne klare selv.
Syslerier, der ser dagens lys
Inden koncerten begynder er caféen åben, og en stor flok mennesker står og hygger sig i små grupper, da jeg kommer ind i lokalet. Da klokken nærmer sig 20:00 trækker folket ind i salen og indfinder sig på stolerækkerne, hvor stemningen hurtigt bliver forventningsfuld. Der er tydeligvis kommet flere end forventet, for der sidder mange på kirkens balkon, og skillevæggene, der er sat op i siderne af lokalet, bliver flyttet og afslører flere siddepladser til de mange gæster.
På storskærmen bag scenen er coveret til den EP, der skal udkomme samme aften klokken 00:00. Den sætter scenen for EP’en og dermed også for koncerten. David og Peter står side om side iført matchende ansigtsudtryk, skjorte og løse jeans i vand til knæene. Vandet har sneget sig op af deres bukseben, og de står anspændt med hænderne halvt knyttet langs siden. I baggrunden kan man ane et tåget landskab i horisonten, men ellers går vandets og himlens grå farver i ét med hinanden.
Duoens manager, Rasmus Smedstrup, går på scenen og er tydeligt begejstret over fremmødet. 200 gæster er hans bedste bud. Han introducerer bandet, som går på scenen under klap og hujen. Ligesom på billedet bag dem matcher Peters rustrøde fløjsjakke og løse jeans med Davids rustrøde skjorte og løse jeans.
Da stilheden har lagt sig over publikum, introducerer David koncerten. Han og Peter har glædet sig meget, men de er også lidt nervøse, fortæller han: “Det er skræmmende at bringe sine små syslerier frem i lyset“. David sætter sig om bag klaveret, men da bandet har spillet første sang, går han igen frem på scenen for at indrømme, at han har glemt at introducere bandet.
Han introducerer Gustav Friis på kontrabas, Rasmus Sangild på elguitar og Sophie Lillelund på saxofon. Afslutteligt introducerer han Peter, som én der ved, hvordan man laver et hit, hvortil han i spøg tilføjer: “Så det er underligt, hvorfor han aldrig har gjort det“. Sig selv introducerer han kæphøjt ved at påstå, at han ikke har brug for en introduktion, men hurtigt trækker han det i sig og nøjes ydmygt med at sige sit fornavn, imens han lister om bag klaveret.
Tak for Tusind Slægter
Efter et par sange rømmer Peter sig og dedikerer næste sang til sine forældre. Den hedder ‘Tak for Tusind Slægter’ og minder mig om et tidligere interview med Peter, hvor han talte om at kende sine rødder og forstå, hvor meget man har med derfra: “Hvis troen skal give mening i den næste generation, så er vi nødt til at overtage den som tradition fra dem, vi kommer fra. Det betyder, at man skal have sine rødder dybt plantet i det, man kommer fra – man skal være bevidst om, at man står på skuldrene af noget.“
Peter dedikerer sangen til sine forældre, men fortæller, at den også handler om hans bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre osv. I sangen takker han for deres tanker, bønner, handling, tårer og lovsang, og omkvædet gentager imellem hver tak: “hvilket kæmpe privilegium // at få del i deres kristendom“.
Døden Klæber sig til Livet
Stemningen i næste sang afsløres allerede i titlen: ‘Døden Klæber sig til Livet’. David introducerer den som en refleksion over døden, og en fascination af, hvordan døden kan være det eneste, vi mennesker ved med sikkerhed, og alligevel være det, vi er absolut dårligst til at forholde os til.
Hele rummet fyldes af stemningen. Den klæber sig til lyrikken, til klaverets toner, til Davids intense, inderlige sammenkrympen over klaveret, til Peters udtryksfulde stemme og til de fuldstændig tavse tilskuere. Ingen rører en finger under denne sang; ingen tør forstyrre stemningen. Det føles, som om vi forsøger at skjule os for et vildt dyr, der lister omkring – klar til at angribe.
Sangen fader ud og kunne afsluttes efter budskabet: “Tiden giver ingen løfter // tiden frygter kun Gud // tiden vil med tiden løbe ud“, men lige da jeg tror, at nu er sangen slut, skruer bandet op for dramatikken. Sangen angriber os med Peters nu barske stemme, klaverets aggressive toner og lyrikken: “Først når dåben drukner synden // rejser Gud den døde krop“.
Hurtigt bliver Peters stemme dog mildere og tilskuerne kan ånde lettet op, da sangen slutter roligt og lyst af med et citat af Jesus: “Jeg er liv for den som tror“.
Øhmm, var det der et kald på ekstranummer?
Efter yderligere en sang afslutter bandet med at opfordre til at publikum hygger sig i caféen og derefter går hjem og hører EP’en klokken 00:00. De siger tak til deres manager og overrækker ham en gave under klapsalver fra publikum, hvorefter bandet også selv modtager en stående klapsalve med piften og hujen.
Det er tydeligt, at Peter og David er nye i branchen, idet de ikke helt ved, hvad de skal gøre af sig selv, da publikum fortsætter med at klappe i lang tid. David gestikulerer lidt, at nu skal vi stoppe, men det giver bare publikum endnu mere lyst til at fortsætte. Efter lidt tid forsøger Peter sig med at sige: “Øhmm, var det der et kald på ekstranummer? For altså… vi har en klar“. Publikum griner lidt og klappene damper af, da folk sætter sig for at høre endnu en sidste sang.
Efter ekstranummeret modtager bandet endnu en langstrakt stående klapsalve, imens de bukker et par gange og derefter går af scenen. Folk trækker ud i caféen, hvor en naturlig caféstemning spreder sig igen.
Find duoen her: