Af Maria Kjær, teamleder og koordinator

Den absolut bedste at snakke med, hvis man trænger til at blive begejstret op til en auktion, er Kjeld Ghozati, som er et garvet medlem af ÅVM. Så ham har jeg snakket med her efter auktionen d. 25. februar for at finde ud af, hvorfor det kan noget.

Snakken med Kjeld kan opsummeres i ét ord: “Glæde”.

Det gælder glæden ved, at auktionariussen var i hopla, glæden ved festlighederne og glæden ved at være sammen om det. Men vigtigst af alt gælder det glæden ved at give – og glæden ved at modtage.

Kjeld og Rikke

Glæden ved at være sammen om det
Noget af det første, Kjeld nævner, er, at det fantastiske ved auktionen er, at det er en måde, hvorpå alle kan bidrage til formålet.

Konceptet er, at folk donerer ting eller tjenester til auktionen, som andre så kan byde på (Se evt. listen over ydelser, der blev auktioneret d. 25/2 her). Det vil sige, at man ikke behøver at hive den store pengepung frem, hvis man har få midler – omvendt kan man til gengæld nøjes med at hive pengepungen frem, hvis det er dét man kan bidrage med. Som Kjeld påpeger, var der endda børn, der bidrog med det, de havde.

Generelt bliver Kjeld ret motiveret af at gøre det umulige. Når andre bliver demotiveret og siger “det kan jo ikke lade sig gøre”, får han et kick af at sætte fut i folk, så flokken sammen kan få det til at ske alligevel.

Det er det med at bevise, at vilde ting, kan lade sig gøre, når vi går sammen om det, der får ham op af stolen. Det er sket flere gange igennem Kjelds historie med ÅVM – han nævner både, da de stod overfor lagerhallen, der skulle blive til den nuværende kirkebygning, og da Arne Haugen Sørensen-maleriet blev købt. Begge gange lod det umulige sig gøre, fordi mange bække små, gør en stor å, som min mor ville have sagt det.

Glæden ved at give – og glæden ved at modtage
Kjeld snakker om glæden ved at give, som om det er en muskel, der skal trænes. Desto mere vi dyrker glæden ved at give, desto mere vil vi også opleve glæden ved at give.

Kjeld kommer med en tydelig opfordring: Hvis man ikke er så vant til at give, så kan man bare begynde i det små og se, hvad der kommer af det.

Hans egen erfaring er, at det at give er at plante små frø, som man får gode historier ud af – og så får man lov til at se små ting blive til velsignelser.

Ind fra højre kommer en pointe fra Kjeld, som ikke relaterer sig direkte til auktionen, men som skal have plads her alligevel. Nemlig om glæden ved at modtage: “Hvis man insisterer på at være god til at give, så skal man også være god til at tage imod”.

Pointen her er, at hvis du selv har oplevet glæden ved at give, så må du ikke frarøve andre den samme glæde. Hvor ærgerligt ville det ikke være, hvis giversindet forsvandt – ikke fordi ingen ville give, men fordi ingen ville tage imod.

Så i stedet for at sige nej tak, så glæd dig over det, du får givet – og glæd dig desuden over, at andre glæder sig over at give dig det.

Og træn din glæde ved at give.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *