Aarhus Valgmenighed har de sidste to år været i kontakt med et par boligsociale områder i Åbyhøj, som du kan læse meget mere om her. Det seneste nye på området er, at en gruppe bestående af 6 unge fra kirken er igang med at starte et nyt projekt op i området Åbyhøjgaard. Her fortæller Thias om gruppens formål:

Af Thias Dyck Munksø Kloster

Formålet for projektet ”VIBE” er at etablere en inkluderende fritidsklub i Åbyhøjgård, hvor børn og unge (3.-9. klasse) uanset baggrund føler sig velkomne og ønsker at deltage.

Vi stræber efter at skabe et sted, der er attraktivt og spændende for børnene, og som med tiden vokser sig til et populært samlingspunkt. Helt konkret ønsker vi at skabe et fast klubtilbud med aktiviteter for enhver smag og alder – uanset humør.

VIBE-gruppen. Fra venstre: Benjamin Schultz, Peter Bilberg, Thea Lomborg, Thias Kloster, Tilde Frølund og Lisa Enevoldsen

Derudover vil vi arrangere ”VIBE-dage” med større udflugter til f.eks. ”Baboon City” m.m. Vores kontaktperson [red. Dorthe Pedersen, ansat som boligsocial medarbejder i Aabyhøjgaard] beskriver et behov for en tilbagevendende og stabil aktivitet, som et alternativ til mange af børnenes ensartede hverdag, der i flere tilfælde er præget af dårlige mønstre.

Vores mål med ”VIBE” er derfor at give børnene et fristed, hvor de kan være sig selv og finde et alternativ til denne hverdag.

Vi ønsker at skabe et sted med meningsfulde relationer, hvor børnene møder forbilledlige voksne, der brænder for at støtte deres trivsel og udvikling og hjælpe dem til at se deres egen værdi.

One thought on “VIBE med Den Nye Fritidsklub for Børn i Åbyhøjgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *