Af Jane Baumgartner, assisterende præst

I over 20 år har Aarhus Valgmenighed været til stede med en stand på Krop/Sind/Ånd-messen, som er en årligt tilbagevendende begivenhed, der bedst kan sammenlignes med et supermarked med alt, hvad man kan tænke sig inden for alternativ behandling, helseprodukter og spiritualitet i al sin mangfoldighed. 

Jane (højre) og Beigur, præst i Citykirken (venstre)

I år havde Aarhus Valgmenighed en stand sammen med Aarhus Bykirke og CityKirken helt centralt placeret midt i den hal, hvor messen fandt sted. Standen var møbleret med caféborde med friske blomster og frivillige fra de tre kirker, der tilbød forbøn. På langt de fleste stande skulle man af med penge for fx håndlæsning – men i vores fælles stand var alt det hele gratis. 

Mange mennesker kom forbi og modtog gratis forbøn – at det var gratis var helt klart en motivationsfaktor – og flere oplevede momentant bedring, når vi bad om helbredelser. Langt de fleste fortalte, at de mærkede en helt særlig fred i forbindelse med bønnen. 

Det var meget opmuntrende at være med til at bede – og på en så synlig måde få lov til at pege på Jesus gennem bønnen og samtalerne. 

Vi delte enkelte Bibler ud – og mange tog imod de smukke kunstkort, hvor der på bagsiden var trykt Fadervor samt kirkernes kontaktadresse. 

Vi håber, at de mange, vi bad for, må få lyst til at høre mere om Jesus, og at de må erfare, at Jesus er vejen, sandheden og livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *