Af Stine Holm Madsen, medlem af ÅVM
Efter fællesgudstjenesten den 24. september 2023, trak en stor del af menigheden ned i Åby park, hvor årets ÅVM/YFC-sponsorløb skulle afholdes. Jeg havde i år selv valgt at snøre løbeskoene i den gode sags tjeneste.
Sammen med flokken af de andre lynhurtige og seje løbere, både store og små, var det utroligt fedt at få lov at løbe og stå sammen som menighed om at samle en masse penge ind til ÅVM og YFC og deres meningsfulde arbejde om at gøre Jesus kendt blandt børn og unge. For mig som studerede, var det også en oplagt måde at få lov at støtte arbejdet på uden selv at skulle smide hele min opsparing.
Stemningen var vanvittig god i parken, hvor der under og efter løbet blev snakket på kryds og tværs og grillet hotdogs, som blev nydt i det smukke efterårsvejr. For at det skulle være helt rigtigt, blev der uddelt startnumre, og da ”startskuddet” havde lydt, gav alle os løbere den ellers bare hele armen.
Børnene syntes jeg var ekstra seje, og de tonsede (næsten) utrætteligt rundt i løbets 30 minutter. Hver gang trætheden meldte sig og benene blev tunge, blev der heppet og givet highfives fra alle sider af både venner, bekendte og nye ansigter, og så kunne der lige løbes endnu en omgang. Løbet var super arrangeret, og der blev nøje talt runder, regnet sammen og kåret et par glade vindere, som fuldt fortjent havde givet den gas med både at finde sponsorater og løbe runder.
Alt i alt en meget vellykket dag fuld af fællesskab og hygge, der bare kun blev stærkere af, at der blev samlet penge sammen til Guds arbejde! kr. 85.000 i alt.