Af Mathias Hermann Mikkelsen, leder af Alpha-kurset
Lidt om Alpha
Alpha er et kursus, som forløber over 11 dage fordelt ud over et halvår. Hver aften har et tema, som tager udgangspunkt i grundlæggende kristendom, men Alpha forudsætter hverken kendskab eller tilslutning til kristendommen.
En typisk Alpha-aften starter med fællesspisning og efterfølgende oplæg ud fra aftenens tema. Dette oplæg er udgangspunktet for den efterfølgende samtale, der foregår i faste grupper. I disse grupper udforsker vi sammen livets store spørgsmål og taler om tro og mening.
Vi har i dette efterårs Alpha-forløb haft omkring 28 deltagere, som har gennemført kurset og over 30, som har deltaget på en eller flere aftner. Generelt har der været en stor aldersspredning blandt deltagerne, som har gjort det spændende at dele tanker om tro og liv med hinanden. Jeg oplever som studerende, at det er enormt givende at være en del af et fællesskab, hvor der er mulighed for tale om tro og mening på tværs af generationer.
En lille bøn
På Alpha er det ikke forventet, at man, som deltager på kurset, begynder at deltage i gudstjenester om søndagen. Alligevel har vi igen, i dette efterår, oplevet, at flere af vores deltagere er dukket op til gudstjenester.
At tage afsted til en søndagsgudstjeneste, som Alpha-deltager, kan være en ret stor overvindelse. Der er nye mennesker, nye rammer, mennesker, som ser ud til at kende hinanden i forvejen, og modsat en Alpha aften, er der ingen faste samtalegrupper. Samtalerne er således på eget initiativ.
Jeg håber, at vores deltagere oplever sig velkomne, når de træder ind i kirken om søndagen, men det er, som med alle andre nye i kirken, en opgave for hele menigheden.
”Goodiebaggen” afslører, hvis man er i kirken for første gang, men ikke, hvis man er der for 2., 3., eller 4. gang. Jeg håber, du vil være med til at tage godt imod alle, som skulle have lyst til at tage i kirke i ÅVM, Alpha-deltager eller ej.