Af Maria Kjær Jensen, studentermedhjælper

Der var engang en klynge langt langt ude i Elev. Denne klynge besluttede sig for at starte en Rock Solid gruppe for deres børn.

… Og sikke en succes det blev.

En Rock Solid gruppe er et koncept YFC (Youth For Christ) har startet, og som de selv beskriver som “Danmarks sejeste juniorklub”. På deres hjemmeside kan man finde materiale, som er til fri afbenyttelse i grupperne.

Henrik Kærgaard er en af dem, der har været initiativtagere på at starte gruppen i Elev. Den har i skrivende stund eksisteret i ca. 12 uger og haft 6 aftener. Henrik beskriver selv gruppen som “en klub, hvor børnene har det sjovt”.

Sådan ser en kæmpe bananasplit i en tagrende ud

De laver en masse “fest og gøgl”, som for eksempel kæmpe bananasplit i tagrender og alle mulige andre lege, med højt tempo, så de ikke mister juniorernes opmærksomhed. I forbindelse med det holder de en andagt, og så slutter de af med fri leg.

I Rock Solid kan man altså lære, hvordan man har det sjovt, men motivationen for at starte gruppen bunder i noget dybere end fest og ballade:

“Vi har en klynge i Elev, hvor der er ved at være nogle børn i den aldersgruppe [red. 3.-6. klasse]. Vi har selv en dreng i 3. klasse, som vi syntes skulle præsenteres for kirkelige fællesskaber, som kunne være interessant og relevant for ham.”

Det var præcis derfor to fædre, hvoraf den ene er Henrik, valgte at starte gruppen – for at deres børn kunne møde kristendom i forskellige afskygninger: “Så opfattelsen af kirke og kristendom ikke behøver kun at være almindelige gudstjenester”. Henrik håber, at børnene kan skabe nogle relationer til jævnaldrende igennem Rock Solid gruppen.

Indtil videre tyder alt på, at gruppen er en kæmpe succes, for børnene glæder sig altid til det:

“Børnene husker selv på hvornår der er rock solid, fordi det er noget de glæder sig til. Så hvis man spørger dem, så ved de præcis hvornår næste gang er”.

Afspil videoen nedenfor, for at se nogle af billederne i bevægelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *