Af Maria Kjær, studentermedhjælper

I december var foyeren i Aarhus Valgmenighed grønnere end sædvanligt. Tre juletræer stod fint og pyntede imens vi nærmede os juleaften. Et af disse træer havde et helt særligt formål: At skaffe julegaver til børn, der kommer fra trænge kår.

Maria Storgaard er gift med Morten og har sønnen Max. De har været end del af ÅVM siden 2002. I år blev Maria overmandet af en trang til at gøre noget konkret – noget håndgribeligt – som hun kunne holde fast i, når verdenssamfundets mange problemer blev for store og magtesløse at tænke på. Det var det, der blev inspirationen til juletræet med det meningsfulde formål.

I samarbejde med Anine Svendsen, medlem af ÅVM, og Dorte Pedersen, der er ansat som boligsocial medarbejder i Åbyhøjgaard og Tousparken af boligforeningen (Læs mere om ÅVM’s samarbejde med Dorte her), igangsatte Maria juleprojektet.

Dortes kontakt til de udsatte familier i området blev afgørende. Hun indsamlede ønsker fra børnene, som blev skrevet ned på julehjerter og derefter hængt på juletræet i foyeren. Her kunne folk, der kom forbi, tage et julehjerte, købe gaven, og levere den tilbage. Herefter kunne teamet dele gaverne ud til børnene:

Det var rart for Dorte, at det her var så lavpraktisk, for de hjælper også nogle familier med at søge om julehjælp, og det er der meget arbejde i. Der er mange dokumenter der skal findes og underskrives osv. Der var det her jo et nemt projekt. […] Det var også godt til familierne, at de bare kan snakke med Dorte, som de jo kender i forvejen, og skrive sig på, og så kommer der nogle gaver, uden at man skal udfylde en hel masse papirer.“

Til Marias overraskelse var der ikke særlig mange yngre børn, der kom med ønsker: “Vi havde faktisk troet der ville være flere mindre børn, der skrev ønsker. Men det var meget mere fra 10-11 år op til 15-16 år. Vi havde snakket om, hvorvidt den gruppe overhovedet skulle inkluderes, eller om der skulle sættes en aldersgrænse på.”

Konklusionen blev dog, at ældre børn er mere bevidste om, at deres forældre ikke har råd til gaver, og at de skiller sig ud fra deres klassekammerater: “De bor i Danmark, hvor man fejrer jul, og hvor man giver hinanden gaver. Det vil de også gerne være en del af, fordi det er den kultur, de vokser op i. De kan nemt komme til at føle sig udenfor, hvis deres forældre ikke har råd til at give noget“.

I alt fik Maria og Anine samlet 39 gaver ind og delt ud på 14 dage til familier, der har udvist stor taknemmelighed. Imellem disse familier, er der nogle der lever under meget trænge kår. Maria kan fortælle om en søster, der efter forældrenes død, er værge for to teenage-søskende og om en familie, der desperat ønskede sig modermælkserstatning til deres yngste, fordi de ikke selv kunne få råd til det.

Det er nemt at se den forskel julegaverne gør, hvilket gjorde det meget tilfredsstillende for Maria: “Jeg synes, det er så dejligt, at få lov til at gøre noget, som er en lige linje fra A til B. Jeg synes godt verden kan blive lidt kompleks nogle gange. Det er så godt og simpelt bare at kunne gå ned og købe en gave og give den til nogen”.

På vegne af Maria skal der lyde et kæmpe stort tak til alle dem, der var med til at give julegaver til børnene!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *