Af Jane Baumgartner, præst og leder af børnekirken

Den 17. januar 2023 klokken 17.00-18.30 starter vores nye Bataljon-klub – en hverdagsklub for børn i alderen 0.-3. klasse. 

Fra idé til handling 

Hvis vi spoler tiden tilbage til november måned, til den aften, hvor forældre og ledere var samlet for at tale om børnekirken (læs artiklen “Sammen om Børnekirken”), så husker vi, at flere af de gode samtaler kredsede omkring behovet for at skabe fællesskaber og platforme, hvor venskaber kan udvikle sig. Gode idéer og forslag blev luftet – herunder også idéen om at lave en ny hverdagsklub i kirkens lokaler. 

Tre forældre meldte sig på aftenen til at gå videre med idéen om et klubtilbud for børn i alderen 0-3 klasse, og en fjerde forælder hægtede sig hurtigt på herefter. Efter et par møder i løbet af december er der nu lagt et program for nogle skønne klubaftener her i foråret 2023. 

Indhold

Programmet for de enkelte klubaftener vil indeholde velkomstsnack, (skøre) aktiviteter som for eksempel sugerørslabyrint, parkour, jorden-er-giftig osv. Som afslutning på klubaftenerne vil der være pizza samt en lille andagt med bøn. 

Det er drømmen, at klubben bliver et fristed og en aktivitet, som børnene glæder sig til at komme afsted til – og at de også har lyst til at invitere venner med til at deltage. 

Fakta

Hver anden tirsdag 17.00-18.30 i Aarhus Valgmenighed (se kirkens kalender for præcise datoer).

Første klubaften er tirsdag den 17. januar 2023. 

Program for de første måneder kan ses herunder. 

ALLE er velkomne! 

Ledergruppe: Bjarne Krak, Maiken Kongsgaard, Tatiana Erbs, Morten Storgaard 

Kontakt gerne Jane Baumgartner jane@valgmenighed.dk ved spørgsmål m.m.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *