Af Maria Kjær Jensen, studentermedhjælper

Fra mandag den 15. til onsdag den 17. august var staben i Aarhus Valgmenighed på stabsdage på Ådalen retræte øst for Randers. Formålet med stabsdagene var, at starte den nye sæson godt ud. Efter sommerferien er det godt at finde hinanden igen og finde ind til kernen af, hvad formålet med vores arbejde i Aarhus Valgmenighed er. Derfor bestod stabsdagene af en blanding af kursus og retræte.

Første punkt på programmet var en pilgrimsvandring i naturskønne omgivelser ledt an af Sara Dahlmann. Det var en god måde at starte på, så hele grundlaget for dagene blev eftertænksomhed og refleksion. I løbet af dagene gik eftertænksomheden og fordybelsen igen i form af andagter, lovsangssessioner og bøn for hinanden.
Kursus-delen af dagene bestod af undervisning om ledelse af frivillige, om køn og seksualitet, og så fik vi besøg af Johnny Hansen fra Citykirken, der inspirerede vores fokus på diakoni. Vi drøftede kirkens fokus og hvilke projekter, der er under opsejling, og hvilke vi drømmer om.

Én ting, som Johnny sagde, der satte sig fast hos mig er, at hver gang, der kommer et nyt medlem i kirken, er det en ny kirke. Det er ikke menighedens medlemmer, der skal sørge for at stabens visioner opfyldes, men i samarbejde med hinanden skal vi gøre menigheden til et sted vi har det godt og hvor vi kan (så godt som muligt) stable drømme på benene. Derfor vil jeg også opfordre til at give udtryk for jeres drømme for menigheden, og bære med ind i andres drømme, så vores menighed fortsat skabes af medlemmerne.
Tirsdag aften kom menighedsrådet til festaften, hvilket indebar diverse lege og en hel masse hyggesnak om bordet. Det er dejligt at mærke, at vi både har en stab og et menighedsråd som virkelig vil hinanden. Sammen holdte vi andagt, lovsang og bad for hinanden. Aftenen sluttede vi af med et midnatsdyp under en klar stjernehimmel. Nu er vi nybadede og klar til endnu en sæson.